FCM-keeper skammer sig over indsats midt i guldkamp

29. APR 2024 • 21:30SPORT

Silkeborg var bedre i alle spillets facetter, og FC Midtjyllands spillere lignede kegler, siger Jonas Lössl.

FC Midtjylland fik en fodboldlektion af et bedre hold i mandagens 0-3-nederlag ude mod Silkeborg i Superligaens mesterskabsspil.

Sådan lyder det fra FCM-keeper Jonas Lössl, der hudløst ærligt kritiserede sit eget hold.

- Det er uacceptabelt. Vi spillede simpelthen for ringe. Vi spillede mod ligaens nummer seks, og vi tabte til et klart bedre hold. De slog os på samtlige parametre.

- Vi havde ikke noget modsvar til noget af det, de kom med. For at være ærlig vidste jeg ikke, hvad vi skulle gøre. Vi lignede kegler i store dele af spillet, siger Lössl til Viaplay.

Nederlaget betyder, at FCM har fire point op til Brøndby på førstepladsen. Netop Brøndby skal en tur til Herning i næste spillerunde.

- Jeg tænker, at der er fem kampe tilbage, og vi skal vinde samtlige fem kampe, hvis vi skal have en chance for det (at vinde guld, red.).

- Det er jo ikke ideelt. Jeg kan ikke gøre andet end at skamme mig over denne indsats, og så må vi op på hesten igen. Vi har Brøndby næste gang, og der kan vi komme et skridt nærmere, lyder det fra Lössl.

Silkeborg kom foran 3-0 før pausen, og FCM kom ikke med noget modsvar i hele kampen.

- Vi havde drømme om guld. Nu har vi gjort det rigtigt svært for os selv. Vi skulle have haft tre point, men nu står vi her med ingenting.

- Vi har kniven for struben, hvis vi vil opnå det, vi gerne vil, siger FCM-keeperen til Viaplay.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU