Dansker vinder etape i Tyrkiet for anden dag i træk

25. APR 2024 • 15:56SPORT

Den 21-årige danske cykelrytter Tobias Lund Andresen (DSM) tog torsdag sin anden professionelle sejr.

Det har været et par særdeles gode dage på cyklen i Tyrkiet Rundt for Tobias Lund Andresen (DSM).

Den 21-årige danske cykelrytter vandt torsdag 5. etape i Tyrkiet Rundt. Det var anden dag i træk, at den 21-årige dansker vandt en etape i løbet. Han sejrede også på onsdagens 4. etape.

De to triumfer er Tobias Lund Andresens første professionelle sejre i karrieren. Tidligere er han adskillige gange endt som nummer to.

Med de gode præstationer fører Tobias Lund Andresen også løbet samlet. Han tog allerede føringen onsdag.

Tobias Lund Andresen fører med 14 sekunder ned til italieneren Giovanni Lonardi.

På torsdagens etape var der en del forhindringer for danskeren i form af stigninger, men han slap igennem den kuperede rute og kom med i finalen.

Her spurtede han sammen med holdkammeraten Fabio Jakobsen, som blev toer på etapen.

Det kunne på Fabio Jakobsens reaktion se ud som om, spurten ikke helt var planlagt på den måde.

Fabio Jakobsen fulgte med i hjulet på Tobias Lund Andresen, som bare overhalede alt og alle og ikke gav slip på føringen.

Bagved den jublende dansker spredte Fabio Jakobsen sine hænder ud til hver sin side som i en slags forbløffelse, inden at hollænderen også jublede over holdkammeratens sejr.

Nu resterer der tre etaper i Tyrkiet Rundt, som er en del af UCI ProSeries, niveauet under World Touren, og rangerer på højde med eksempelvis Danmark Rundt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU