Andersen og Hurricanes udbygger føring med NHL-comeback

23. APR 2024 • 07:35SPORT

Carolina Hurricanes fører nu 2-0 over New York Islanders i første runde af NHL-slutspillet efter comebacksejr.

Frederik Andersen og Carolina Hurricanes tog natten til tirsdag med et imponerende comeback endnu en sejr over New York Islanders i første runde af slutspillet i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Med 5-3 på måltavlen, da buzzeren lød, kunne Carolina Hurricanes og den danske målvogter glæde sig over, at der nu står 2-0 til holdet i det samlede regnskab.

Runderne i slutspillet af NHL spilles i bedst-ud-af-syv-format.

Carolina Hurricanes skal altså slå New York Islanders to gange mere, før holdet er videre til anden runde af slutspillet.

Frederik Andersen tilbragte det meste af kampen i mål, men havde ikke held med at holde New York Islanders stangen.

Knap fire minutter inde i kampens anden periode bragte Anders Lee gæsterne på 3-0.

Hurricanes fik reduceret til 1-3, inden de to hold kunne gå til pause for anden gang, men det var ikke før tredje periode, at hjemmeholdet for alvor fik medvind på isen.

På mindre end ni minutter fik Hurricanes lagt pucken i nettet fire gange, inden buzzeren lød.

Næste opgør mellem de to spilles klokken 01.30 natten til fredag dansk tid. Det foregår på New York Islanders stadion, UBS Arena på Long Island.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU