Københavns Kommune må ikke spytte penge i genrejsning af Børsen

18. APR 2024 • 14:05INDLAND/KRIMINAL

I stedet for økonomisk støtte til genopbygning af Børsen, vil borgmester forskønne byrummet omkring bygningen.

Kort tid efter at flammer omsluttede Børsen i København tirsdag, lød det fra Københavns borgmestre, at man i forvaltningerne skulle arbejde sammen om at få genrejst bygningen.

Men trods ønsket fra borgmestrene om at genopbygge Børsen, kan kommunen ikke bidrage økonomisk.

Det har kommunens jurister undersøgt, skriver B.T.

- Ifølge kommunalfuldmagten så kan en kommune ikke give direkte støtte til en privat virksomhed, siger overborgmester i København Sophie Hæstorp Andersen (S) til Ritzau.

- Når det er sagt, så har vi set masser af konstruktioner gennem tiderne, hvor vi er gået sammen både offentlige og private og fundet løsninger, tilføjer hun.

Børsen er ejet af Dansk Erhverv, og det er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne at yde økonomiske støtte til en privatejet ejendom.

Overborgmesteren mener, at det er vigtigt, at Københavns Kommune hjælper til med det, den kan.

Det kan være alt fra afklaring af byggesager til udviklingen af det kommende byrum rundt om Børsen, siger hun.

- Det kan også være i forhold til donorer, og hvordan vi kan håndtere det. Så må vi hen ad vejen prøve at finde en konstruktion, som selvfølgelig også holder i byretten, siger Hæstorp.

Onsdag greb overborgmester Sophie Hæstorp Andersen telefonen og ringede til borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, for at høre til byens erfaringer fra branden i Paris' domkirke Notre Dame for fem år siden.

Hun fortæller, at Paris' borgmester har inviteret folk fra København til Paris for at mødes med holdet, der har stået for genopbygningen af Notre Dame.

Sophie Hæstorp Andersen regner med, at det fra dansk side bliver nogle embedsmænd fra kommunens forskellige forvaltninger.

Overborgmesteren skal i en anden sammenhæng i forvejen til Paris i begyndelsen af maj. Det er endnu ikke afklaret, om erfaringsdelingen mellem de to borgmestre skal ske i den anledning eller senere.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU