Tesla stempler ind i priskrig med nye og billigere biler

24. APR 2024 • 00:03ERHVERV/POLITIK

Inden andet halvår af næste år vil Tesla lancere nye modeller, som skal være mere prisvenlige, lyder det.

Det amerikanske elbilselskab Tesla siger tirsdag, at det inden andet halvår af 2025 vil sende nye modeller på markedet.

Efter den besked steg Teslas aktie med ni procent i eftermarkedet.

Ifølge Tesla selv vil det blandt andet dreje sig om "mere prisvenlige modeller".

Selskabet uddyber ikke dette yderligere, men oplyser, at de nye biler altså skal være klar til salg inden andet halvår af næste år.

Det har længe været ventet, at Tesla ville lancere Tesla Model 2, som skulle være en billigere familie-elbil.

I april i år kunne nyhedsbureauet Reuters dog fortælle, at selskabet ville droppe modellen.

De nye modeller, som Tesla tirsdag omtaler, er tilsyneladende en anden slags biler end Tesla Model 2. De vil både indeholde "aspekter", der allerede er velkendte, mens andre aspekter vil være nye, lyder det fra selskabet.

Det kan "resultere i en mindre omkostningsreduktion end tidligere ventet", siger selskabet. Et mere præcist prisleje for modellerne fremgår dog ikke.

Tesla nævnte i sin udmelding om de nye lanceringer også en "robotaxi", en selvkørende taxa, som selskabet vil producere via en "revolutionerende" fremstillingsmetode. Det fremgår dog ikke, hvornår man skal forvente, at robottaxaen er færdigudviklet.

Elbilselskabet mener selv, at de nye modeller vil give selskabet mere kontrol over sine udgifter i "usikre tider".

Tesla har i år sænket priserne i blandt andet USA, Kina og Tyskland. Selskabet kæmper med et svigtende salg og en intensiveret priskrig mod andre producenter på markedet.

Det er især kinesiske elbilproducenter, der er begyndt at lancere billigere modeller.

Elon Musk, som er topchef i Tesla, meldte denne måned, at salget af teslabiler i første kvartal af 2024 var faldet. Det er første gang i knap fire år.

15. april meddelte Musk desuden, at Tesla vil afskedige mere end ti procent af medarbejderne på verdensplan.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU