Københavns Lufthavn fortsætter med tocifret passagervækst

8. MAJ 2024 • 10:00ERHVERV/POLITIK

Mere end 2,4 millioner passagerer rejste via Københavns Lufthavn i april. Det er en stigning på ti procent.

April endte med at blive usædvanlig for Københavns Lufthavn, fordi den vante påsketravlhed allerede fandt sted i marts.

Alligevel formåede lufthavnen at slutte måneden af med tocifret vækst. Det er tredje måned i træk, at det sker, viser nye passagertal.

- Vi kan se, at den underliggende rejselyst fortsat er rigtig stor, forklarer Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, om væksten.

- Er der en ting, som stadig overrasker os, så er det, at der er rigtig mange rejsende til og fra Nordamerika, lyder det videre.

I alt 2.429.051 passagerer benyttede lufthavnens terminaler i april, hvilket svarer til en vækst på mere end ti procent sammenlignet med samme måned sidste år.

Til sammenligning var der lidt mere end 2,5 millioner passagerer i april 2019, da coronapandemien endnu havde til gode at sende rejseindustrien i knæ.

Godt halvdelen af de rejsende i april i år kom fra Danmark eller Sverige, mens resten primært er fra de øvrige europæiske lande og Nordamerika.

- Der er mange turister, der vælger at besøge København, som bliver mere og mere populær at rejse til, siger Peter Krogsgaard.

- Flere vil opleve vores fantastiske hovedstad, den danske hygge, vores gastronomi, der er verdenskendt – og det hele bygger på et fundament af, at København bliver oplevet som en sikker og tryg destination.

Det fremgår også af tallene, at der er et stigende antal rejsende, som benytter Københavns Lufthavn som mellemstation.

I april var omkring en halv million transferpassagerer forbi København, hvilket er over 100.000 flere end i april 2023.

Udviklingen betyder, at ni ud af ti transferpassagerer er tilbage i forhold til tiden før corona.

- Det styrker vores position som det største trafikknudepunkt i Nordeuropa og viser, at vi er en attraktiv lufthavn med et bredt netværk af ruter, siger Peter Krogsgaard

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU