![]() | ![]() | ![]() |
TEMA: Livsstil
Rekordfå salmonella-tilfælde i 2011
Fredag 17. august 2012 kl: 17:10 af: Pia Damsgaard Bach
![]() |
Der blev i 2011 ikke registreret salmonella-forgiftninger fra kyllinger og kun få fra æg.
I 2011 faldt antallet af danskere, der blev syge af salmonella, til det laveste niveau siden 1980'erne.For første gang i mere end 17 år kunne ingen salmonella-tilfælde spores tilbage til kyllinger, og antallet af tilfælde fra æg var rekordlavt, viser den årlige rapport om sygdomme, der kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker, fra Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet.
I 2011 blev 1.166 danskere registreret med en salmonella-infektion, hvilket svarer til 21 tilfælde per 100.000 borgere. Knapt halvdelen af alle salmonellainfektionerne fik danskerne på en udenlandsrejse, særligt rejser til Egypten, Thailand og Tyrkiet.
Stammer fra æg
Den hyppigste salmonellatype hos danskere er salmonella enteritidis, der historisk set har været forbundet med at spise og tilberede æg.
Denne type salmonella var årsag til 293 tilfælde i 2011. Ingen danskere fik salmonella fra dansk kyllingekød i 2011, og det er første gang, siden Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet startede med at registrere smittekilder for 17 år siden. De tilfælde, der skyldes dansk kyllingekød, har været faldende i flere år. Den danske lovgivning har siden 2008 stillet krav om, at fersk kyllingekød skal være salmonellafrit.
Mest fra svin
Den største kilde til enkeltstående salmonellatilfælde var dansk svinekød i 2011, mens godt en fjerdedel af alle salmonella-tilfælde ikke kan tilskrives en bestemt fødevare eller kilde. De kan eksempelvis skyldes fødevarer, som ikke overvåges rutinemæssigt for salmonella - for eksempel frugt og grønt. Smitten kan også stamme fra andre smittekilder som for eksempel kontakt med husdyr og kæledyr.


















